Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Fra fotograf til fugemontør – og nu selvstændig

Egentlig var Pernille Simonsen uddannet fotograf. Men så besluttede hun sig for at prøve tre uger som fugemontør. Det viste sig at være en god beslutning, for det var noget af det fedeste, hun havde gjort længe – og nu er hun selvstændig fugemontør på andet år.

Vejret er lidt gråt og trist, sådan som det nu engang kan være i Danmark. Men den dag vi besøger Pernille Simonsen og hendes firma PS Fugeservice A/S i Frederiksværk, regner det heldigvis ikke. Regnvejr er ellers noget af det, der godt kan gøre det svært at planlægge sine dage som fugemontør. Et fag, hvor der er langt imellem kvinderne, og som hidtil har handlet om sidemandsoplæring, men som er på vej til at blive en ny uddannelse.

Fra fotograf til fugemontør
Pernille Simonsen er egentlig uddannet fotograf, men under sin barsel blev hun klar over, at hun måske hellere ville lave noget andet. Så da en fugemontør reparerede hendes badeværelse, satte det tanker i gang. Efter lidt overvejelse og tre ugers prøvetid hos en fugemontør, besluttede Pernille Simonsen sig. Hun ville være fugemontør. Arbejdet med fugerne var noget af det mest spændende, hun havde lavet i lang tid. - Man kommer både som en af de første og sidste på en byggeplads, siger hun og påpeger også, at det er fugen, som får forskellige materialer i byggeriet til at hænge sammen.

Udfordringerne som selvstændig
Efter de første tre år i firmaet, hvor Pernille Simonsen blev udlært, besluttede hun sig for at blive selvstændig. Hun havde arbejdet på en del store byggerier og følte sig blandt andet tiltrukket af det ansvar, som ligger i den slags opgaver. Men der er ikke tvivl om, at der også er udfordringer ved at være ene kvinde i forretningen. - Jeg kan jo ikke give mine kollegaer skylden mere, siger hun med et smil på læben, men skubber så spøgen til side. For det er helt sikkert en udfordring at planlægge, så der er arbejde hele tiden, særligt når fugearbejdet også kan være afhængigt af det lunefulde vejr i Danmark - ligesom mange andre fag i bygge- og anlægsbranchen.

Hvornår kommer din mand og fuger?
Udover at være selvstændig er Pernille Simonsen også kvinde i et fag og i en branche, hvor der ikke er mange kvinder. Selvom nogen måske tænker, at det kunne være et problem, så bliver hun oftest modtaget godt. - Jeg synes egentlig, at jeg er kommet godt ind i skurvognen. Folk er hjælpsomme, fortæller hun, og forsætter: - Der går lige to til tre dage, før man er inde i teamet på en byggeplads. Men så kender de mit navn, og det er jo også meget nemt, når jeg er ene pige på
byggepladsen. Men der er selvfølgelig kunder, som lige skal vænne sig til, at det fx ikke er Pernille Simonsen mand, de bestiller, når de ringer. - Hos Hr. og Fru Jensen oplever jeg gerne, at når Hr. Jensen ringer og aftaler tid, så spørger han også, hvornår min mand kommer og fuger. Det må jeg jo så fortælle ham, at det gør han altså ikke, fortæller Pernille Simonsen. Ligesom der også bliver kigget lidt ekstra over hendes skulder nogen steder, indtil kunden finder ud af, at det ikke gør nogen forskel, om det er en mand eller kvinde, der fuger. Generelt synes Pernille Simonsen, at det ville være fedt med flere kvinder i byggeriet, fordi kvinder bidrager med noget andet end mænd til branchen. Hun håber også, at flere kvinder vil kaste deres blik og passion på hendes fag, når der snart oprettes en ny uddannelse som fugemontør.

Ny fugemontøruddannelse til efteråret
Til oktober bliver det for første gang muligt at uddanne sig til fugemontør. Uddannelsen bliver en kontraktuddannelse, som veksler mellem arbejde i en fugevirksomhed og undervisning i forskellige fugetyper, kvalitetssikring, arbejdsmiljø og fugemontørens rolle i det samlede byggeri. Uddannelsen henvender sig både til nye fugemontører og de mere erfarne. Det vil tage mellem 18 og 24 måneder at uddanne sig, og uddannelsen vil blive udbudt af Learnmark i Horsens. Vil du vide mere om den nye uddannelse, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent i Dansk Byggeri Jakob Krohn Rasmussen på telefon 72 16 02 10 eller mail jkr@danskbyggeri.dk.